Maritim branche i fælles fremstød for fremtidens ’kloge hænder’

Hvordan laver man eftersyn på en værkstedskran eller en CNC-maskine? Og hvad sker der, når man køler en blomst ned til -180°C?

Det og meget andet fik over 400 elever i 8.-10. klasse fra skoler i hele Vendsyssel mulighed for at prøve ’hands on’, da den maritime industri i Frederikshavn den 19. september inviterede til Maritime Career Day med temaet ”Se, føl og rør”.

– Det er svært at finde kvalificeret arbejdskraft inden for stort set alle de tekniske fag, og det ændrer sig kun, hvis vi selv gør en indsats. Der er stor kamp om de unges opmærksomhed, og karrieredagen er en rigtig god anledning til at vise dem noget af det, de kan bruge en teknisk uddannelse til, siger adm. direktør Hans Peter Andersen fra Nordelektro.

I dagens anledning var han og kollegaerne flyttet ind hos MAN Energy Solutions på Langerak i Frederikshavn, hvor lærlinge fra de to virksomheder stod klar med konkrete opgaver til de mange skoleelever. Nordelektro står til daglig for vedligeholdelsen af MAN’s omfattende maskinpark, og udfordringen til de unge gæster var at udføre et lovpligtigt eftersyn på en af kranerne i værkstedet. Det skulle de gøre ved hjælp af Nordelektros helt nye digitale Field Service-platform med dertilhørende tablets. Hos MAN, som til daglig reparerer dieselmotorer på adressen, var der planlagt små sessions med lærlinge og elever inden for både produktion, logistik og administration.

Mere end manden i kedeldragt

De 400 skoleelever var fra morgenstunden samlet i Frederikshavn Kirke til morgensang. Herfra gik turen på cykel rundt til de deltagende virksomheder og til det maritime uddannelsescenter, MARTEC, hvor der i dagens anledning var arrangeret uddannelsesløb og oplæg fra nogle af de unge, som er under uddannelse til blandt andet skibsassistent, maskinmester, styrmand eller skibsmaskinist.

– Maritime Career Day kan bedst beskrives som én stor brandingevent, der har til formål at åbne de unges øjne for den maritime industri. Vi vil vise de unge, at den maritime industri er andet og mere end manden i kedeldragt nede på havnen. Danmark er verdens femtestørste søfartsnation, og den maritime industri står foran en meget spændende udvikling med digitalisering og grøn omstilling som nogle af de helt store temaer, siger adm. direktør Christine Lunde fra det maritime brancheudviklingscenter, MARCOD, som i år arrangerer Maritime Career Day for sjette gang i samarbejde med 18 maritime virksomheder og uddannelsesinstitutioner.

For det kræver mere end en sodavand og et slideshow at overbevise de unge om, at den maritime industri er værd at satse på. Ung-til-ung-dialogen er altafgørende, understreger Christine Lunde:

– Vi har brug for rollemodeller, som de unge kan identificere sig med. Derfor er vi utroligt glade for den store opbakning, som vi oplever fra virksomhederne og deres lærlinge, siger MARCOD-direktøren.

Stigende mangel på kloge hænder

Den maritime industri er populært sagt den del af Det Blå Danmark, der arbejder på land. 40 % af de cirka 40.000 beskæftigede i den maritime industri er faglærte, mens 30 % har en lang eller mellemlang teknisk uddannelse.

Allerede i dag er der mangel på kvalificeret teknisk arbejdskraft i den maritime industri, og udfordringerne bliver endnu større frem mod 2025, hvor Danmark ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervsråd kommer til at mangle op mod 70.000 faglærte og 65.000 med en kort eller mellemlang videregående uddannelse.

Virksomhederne i den maritime industri efterspørger især smede, skibsmontører, elektrikere og automatikteknikere. Og efterspørgslen på specialister vil stige i takt med virksomhedernes investeringer i digitalisering og automatisering.

Som led i kampen om de unges opmærksomhed har den maritime industri i Nordjylland etableret websitet https://www.maritimecareer.dk, der giver et overblik over uddannelses- og jobmuligheder.

Cookie-indstillinger