Dancert A/S er nu klar til at certificere statikere, så de kan leve op til det nye bygningsreglement

- Med det nye bygningsreglement, BR18, bliver dokumentation og kontrol af statiske forhold i byggeriet ikke længere en kommunal opgave efter en overgangsperiode. Fremadrettet får certificerede statikere ansvaret for at sikre, at konstruktionskrav overholdes. Det giver mulighed for, at den tekniske byggesagsbehandling for bærende konstruktioner fremover varetages af private virksomheder. Derfor er vi glade for, at vi som de første nu kan tilbyde den nye certificeringsopgave, siger adm. dir. i Dancert A/S, Jørgen Baadsgaard-Jensen, Dancert A/S.

Dancert A/S er et datterselskab under Teknologisk Institut. 

Tre ordninger
Efter overgangen til BR18 er udfasningen af den tekniske byggesagsbehandling begyndt fra de kommunale myndigheder. Efter en overgangsperiode, som forventes afsluttet med udgangen af 2019, skal dokumentation og kontrol foretages af certificerede statikere.

Dancerts nye certificeringsordning tager afsæt i Bekendtgørelse om certificeringsordning for dokumentation af tekniske forhold i bygningsreglementet (BEK 1616). Personer vil kunne ansøge om certificering til følgende tre ordninger: 

  • Certificeret statiker til konstruktionsklasse 2 
  • Certificeret statiker til konstruktionsklasse 3 og 4
  • Certificeret statiker til tredjepartskontrol af statik

Indsendt projekt
Ansøgningsprocessen vil bestå i dels at dokumentere ansøgerens kompetencer – evne til at anvende viden om Bygningsreglementets krav til bærende konstruktioner – og dels ansøgerens kvalifikationer. Det vil sige faglige forudsætninger opnået gennem uddannelse, erfaring og tilsvarende. For ansøgere til konstruktionsklasse 3 og 4 samt tredjepartskontrol vil der også indgå en mundtlig redegørelse af indsendt projekt.

Dancert A/S har lang erfaring inden for certificeringsprocesser og er i forvejen akkrediteret efter DS/EN ISO/IEC 17024, der omhandler personcertificering. Dancert A/S har ligeledes stor erfaring med drift af akkrediterede certificeringsordninger i byggebranchen.

Cookie-indstillinger