Professionelle kølemøbler til storkøkkener – Målrettede satsninger på energieffektivitet betaler sig!
Gram Commercial har arbejdet målrettet med at gøre sine produkter energieffektive, og med indførelsen af EU ecodesign- og energimærkning har det båret frugt.
De fleste voksne danskere har haft et Gram husholdningskøleskab derhjemme eller i omgangskredsen. Det er nok det, som de fleste kender Gram-navnet fra. Køleskabene blev produceret i Vojens, hvor en stor del af byens indbyggere var involveret. Produktionen af husholdningskøleskabe stoppede i 2003, og navnet blev solgt til et udenlandsk selskab.
Målrettet udvikling af energieffektive apparater
Hvad færre ved er, at der stadig er produktion af køleskabe i fabrikshallerne i Vojens. Gram Commercial har i dag ca. 200 ansatte og producerer professionelle køleskabe til storkøkkener samt køleskabe til biotekbranchen. Der produceres i alt ca. 31.000 kølemøbler om året. Gram Commercial er i dag ejet af Hoshizaki koncernen med hovedkvarter i Japan.
Gram Commercial har siden 2000 arbejdet målrettet med at designe energieffektive apparater. I årene 2000 til 2003 udførte Gram Commercial et projekt sammen med Teknologisk Institut og storkøkkengrossister, der fik økonomisk støtte fra Energistyrelsen. I projektet blev der udviklet og testet en ny generation af Gram Commercials køle- og fryseskabe til storkøkkener. Man opnåede en besparelse på energiforbruget på 74% for køleskabe og 47% på fryseskabe, og skabene benytter naturlige kølemidler (kulbrinter).
Ny generation med yderligere energibesparelser
Disse produkter var standard i produktsortimentet indtil 2013, hvor der igen blev arbejdet med energieffektivitet. Sammen med Teknologisk Institut blev der igen udviklet en ny generation af storkøkkenkøleskabe og frysere med en energibesparelse på hhv. 29% og 27% i forhold til den tidligere genereration. Forbedringerne blev især opnået ved at forbedre kølesystemet, benytte bedre isolering og formindske kuldebroer.
Aktiv på EU-plan
Gram Commercial deltog i denne periode i arbejdet med at udvikle EU-forordninger til ecodesign og energimærkning af storkøkkenkølemøbler (”Professional food service cabinets”). Samtidig deltog de i arbejdet med at udvikle en teststandard for disse produkter, og de var derfor godt forberedt, da de nye EU-forordninger blev vedtaget i 2015, gældende fra juli 2016.
Løb med prisen…
Energieffektivitet blev nu for alvor en konkurrenceparameter, og det blev snart klar for alle, at Gram Commercial havde nogle af de mest energieffektive storkøkkenkølemøbler, og at disse ligger i toppen af ”TopTen” (topten.eu).
Gram Commercial vandt ”ProCold-prisen” i kategorien ”mest energieffektive professionelle lagerkøleskab i Europa” i 2017.
Energieffektivisering af køleborde ser lovende ud
Der er et igangværende projekt med køleborde, som følger mønstret fra de tidligere projekter med køleskabene. Der er opnået en energibesparelse på 59% i forhold til de hidtidige produkter, og lige nu udføres der en fieldtest i professionelle køkkener, hvor denne energibesparelse ser ud til at blive bekræftet.
Gram Commercial har fået medvind af at deltage i udviklingen af EU’s ecodesign- og energimærkningsforordninger og arbejder målrettet for at optimere produkterne. Den kommende generation af køleborde vil også bekræfte dette.
Tak til Energistyrelsen og EUDP for økonomisk støtte.






