Verdenskendt Falcon lift giver nyt navn til producent

Falcon liften er kendt verden over af fagfolk, men det er virksomheden bag liften ikke. Det tager TCA Lift A/S nu konsekvensen af og skifter navn til Falcon Lifts A/S.

”Det er helt naturligt, at vi skifter navn til Falcon Lifts A/S og hermed høster fordel af, at der er lighedstegn mellem navnet på vores kendte lifte og navnet på vores virksomhed,” siger Finn Schlitterlau, som sammen med Thyge Mikkelsen er medejere og direktører i TCA Lift A/S, som fremover hedder Falcon Lifts A/S.

Navneskiftet skal signalere en klar og skarp profil til kunder verden over og være med til lette arbejdet med at indfri virksomhedens vækstambitioner for de kommende år. Især Asien er et lovende vækstmarked, fordi der i disse år er en voldsom byggeaktivitet med bl.a. en lang række nye lufthavne og shoppingcentre.

Arbejder ved Twin Towers i Kuala Lumpur
Falcon Spider liften blev udviklet sidst i 70’erne. Siden er der produceret over tusind lifte, og liftene er løbende blevet videreudviklet. Falcon Spider Liften har en konstruktion, som leder tankerne hen på en edderkop, og den er efterspurgt til vedligeholdelsesarbejde på bygninger. Eksempelvis bliver der brugt Falcon lifte i Operaen i København, Suria KLCC Mall og Twin Towers i Kuala Lumpur, Dubai Airport, Bangkok Airport, Asian Mall i Manila og snart ved Axel Springer Forlaget i Berlin.

”Navneskiftet og en stærk profil er en markering af, at kommunikationen er vigtig for at opnå vækst. Falcon Liften har altid været teknologisk førende. Nu styrker vi kommunikationen, så det er helt entydigt, hvem Falcon er. Det vil bidrage til at opfylde ambitionen om at være markedsleder,” siger bestyrelsesformand Jens Heimburger.

Stærkt arbejde på meget lidt plads
Falcon Spider liften har fået stor udbredelse i hele verden, fordi den er let og kan komme ind, hvor der er lidt plads og så folde sig ud, når den er på plads. Eksempelvis kan den komme ind ad en dør, som er mindre end en meter bred og to meter høj. Liften findes i forskellige størrelser med løftehøjder fra 29 til 52 meter. For enden af liften er der en kurv, hvor medarbejderen, der skal udføre opgaven, står.

”Vi ser rigtig fine muligheder for, at Falcon Spider liften kan få langt større udbredelse i hele verden. Det handler dels om, at der bliver bygget massivt og i højden i og omkring de store byer i verden og dels om, at kravene til vedligeholdelse af bygninger hele tiden stiger og stiger,” siger Finn Schlitterlau.

Kendetegnende for alle Falcon liftene er, at de er meget lette og derfor kan køre på underlag som fx marmor og trægulve. Den lave vægt sammenholdt med deres meget store fleksibilitet og store rækkevidde gør Falcon liftene til unikke redskaber til hurtig og effektiv vedligeholdelse inde og ude.

Liftene kan bl.a. bruges, når der skal pudses glasfacader på en bygning, vinduer skal males eller reparationer udføres i forbindelse med el eller andet. Kundernes valg af Falcon liften handler både om, at liftene er teknologisk og sikkerhedsmæssigt førende, men også konkurrencedygtige på pris.

Falcon Lifts udvikler, producerer, leverer og vedligeholder liftene. Alle lifte – uanset hvor de kommer til at arbejde i verden – er samlet og godkendt i Odense af de 42 højtspecialiserede medarbejdere.

Hvor kommer Falcon-navnet fra?
Falcon navnet har sin oprindelse fra virksomheden, som i starten af 70´erne opfandt liften. Virksomhedens navn var E. Falck Schmidt – i daglig tale Falck Schmidt. Virksomhedens forbogstaver var FS, og FS passer også med forbogstaverne til Falcon Spider.

”Navnet Falcon vil fremover omfatte både vores lifte og virksomhed, og det er glædeligt, at Falcon liftene i dag er meget kendte, respekterede for deres unikke egenskaber og må anses for at være et yderst produktivt redskab til vedligeholdelsesopgaver i hele verden,” siger Finn Schlitterlau.

Se Leverandører af Lifter
Cookie-indstillinger