Aalborg Havn – Verdens 3. største rederi etablerer feederrute fra Aalborg

Det er verdens 3. største rederi CMA CGM, der nu etablerer en
feederrute mellem blandt andet Aalborg og Hamborg.

Det verdensomspændende franske rederi CMA CGM etablerer nu fast
forbindelse mellem havnene i Aalborg, Hamborg, Fredericia,
Helsingborg og Halmstad. Aalborg Havn kobles således på en ny
feederrute med ugentligt besøg af containerskibet MV Emilia, der er
122m langt og har en kapacitet på 700 TEU (20-fods containere):

– Den nye aftale er en milepæl i den positive udvikling, som
Aalborg Havn er inde i. Vi er de seneste år vokset til Danmarks 4.
største containerhavn med en samlet markedsandel på 8 procent, og
med den nye aftale med CMA CGM kan vi tiltrække yderligere
aktiviteter til Aalborg og Nordjylland, siger salgs- &
marketingchef Ole Brøndum fra Aalborg Havn A/S.

Aalborg Havn har siden 2010 haft en feederrute til Rotterdam og
Göteborg med anløb hver torsdag. Det er rederiet X-Press Feeders,
der har ruten, og den anvendes af rederier som APL, Evergreen,
Hyundai, NYK Line, Yang Ming Line, Hapag Lloyd m.fl. Den nye rute
er derimod en own carrier-rute, og det betyder, at det er CMA CGMs
egne containere, der sejles på ruten. Den øgede aktivitet kommer
dog alle havnens interessenter til gode og har en selvforstærkende
effekt:

– Vi har foretaget en række investeringer i udbygning og
effektivisering af vores containerterminal. Stordrift kommer alle
til gode i form af en bedre kapacitetsudnyttelse og mere
konkurrencedygtige priser, og det er et væsentlig fokusområde i
vores bestræbelser på at gøre havnen mere intelligent, forklarer
Ole Brøndum.

MV Emilia har netop gæstet Aalborg Havn for første gang, og der
tegner sig allerede en pæn interesse for ruten:

– Midt- og Nordjylland har en stor koncentration af
fødevarevirksomheder, og CMA CGM satser specielt på køle- og
frysecontainere, der anvendes til slagterivarer, fisk, mejerivarer
mv. Derudover naturligvis tørlast, fortsætter Ole
Brøndum. 

Containertrafikken til og fra Aalborg Havn er steget de seneste
år. I 2014 håndterede Aalborg Havn knap 63.000 containere (TEU).
Heraf stod den faste Rotterdamrute for ca. 25 procent, mens
Grønlandstrafikken stod for godt 70 procent. Den resterende trafik
kom fra nogle af havnens største aktører, herunder Bladt Industries
og Siemens Wind Power.

Cookie-indstillinger