VHGB – Ny undersøgelse – Ikke nok fokus på byggeaffald

Det siger branchen selv ifølge en ny undersøgelse fra Videncenter for Håndtering og Genanvendelse af Byggeaffald.

Der mangler fokus på at håndtere byggeaffald i byggebranchen. Det mener 71 % af de adspurgte branchefolk i en ny undersøgelse. Omkring en tredjedel af de adspurgte oplever desuden, at det enten er vanskeligt eller meget vanskeligt at fortolke og anvende reglerne for bygge- og anlægsaffald i praksis.

Byggeaffald udgør 35 % af Danmarks samlede affaldsmængde svarende til 4,1 mio. tons byggeaffald årligt. Håndtering og genanvendelse af byggeaffald er altså et helt afgørende område at få bedre styr på, hvis ambitionerne om cirkulær økonomi og et Danmark uden affald skal kunne indfries.

Behov for mere viden
Anke Oberender, Centerleder for Videncenter for Håndtering og Genanvendelse af Byggeaffald siger:

”Når så mange oplever, at byggeaffald ikke prioriteres højt nok, og undersøgelsen viser, at der samtidig er stor usikkerhed på området, tyder det på, at der er behov for at løfte videnniveauet.”

Usikkerheden vedrører både, hvordan reglerne skal anvendes, og hvordan håndteringen af affaldet bør foregå.

Hvem har ansvaret?
De adspurgte i undersøgelsen kan til dels identificere de pligter, der er ifølge loven i forbindelse med at håndtere byggeaffald, men der er store udsving i svarene. Kun lidt over halvdelen af de adspurgte svarer for eksempel korrekt på, hvem der har hovedansvaret for, at byggeaffald fra en konkret nedrivning eller ombygning bliver håndteret korrekt ifølge loven. Det rigtige svar er bygherren, men knap en tredjedel placerer hovedansvaret hos entreprenøren.

Særligt halter det med viden om den lovmæssigt fastsatte pligt til at sortere affaldet i mindst 10 materialefraktioner, som kun identificeres som en pligt af 11 % af respondenterne, samt den ligeledes lovmæssigt fastsatte pligt til at genanvende og genbruge mest muligt, som kun identificeres af 48 %.

Byggeaffald som ressource
Men selvom der tegner sig et billede af, at der er usikkerhed om, hvordan håndteringen af byggeaffald i byggebranchen skal klares, så viser byggebranchen interesse i emnet. Fx svarer 30 % af bygherrerne og 35 % af entreprenørerne, at de ser affald som en ressource.

Samtidig svarer over 60 % af bygherrerne og 45 % af den samlede gruppe af entreprenører, rådgivere, kommuner og øvrige, at de savner viden om, hvordan man genbruger og genanvender byggeaffald.

Nødvendigt at byggeaffald prioriteres
Knap 28 % af de adspurgte oplever, at der er barrierer for bedre håndtering af byggeaffald i form af tid, økonomi, manglende viden eller rammebetingelser, der spænder ben.

For Anke Oberender står det på den baggrund klart, at der skal gøres mere for, at branchen får lettere ved at håndtere byggeaffald:

”Selvfølgelig skal vi i Danmark kunne håndtere byggeaffald bedre – det er helt afgørende for mere genbrug og genanvendelse. Branchen har rykket sig i de senere år, men det kræver fortsat, at byggeaffald i stigende grad prioriteres både fra lovgiveres, bygherrers og byggebranchens side. ”

Fakta om undersøgelsen
Undersøgelsen blev gennemført i oktober 2017 og er besvaret af 445 respondenter – bygherrer, entreprenører, rådgivere i byggebranchen og kommunale myndigheder samt en blandet gruppe af undervisere, producenter m.fl.

Cookie-indstillinger