Dansk Metal – Ledigheden er den laveste i 8 år

Den danske industri trækker læsset i dansk eksport, og det kan mærkes blandt Dansk Metals medlemmer. Ledigheden i Metals A-kasse lå i december måned på 2,8 procent, hvilket er den laveste ledighed i otte år.
”Den lave ledighed er et tydeligt bevis på, at det er medlemmerne af Dansk Metal, der har de kompetencer, som den danske industri efterspørger. Ledighedstallet er dog også en indikator på, at mange har forladt arbejdsmarkedet over de seneste år, hvor vi samtidig har været alt for sløve til at uddanne nye faglærte til at dække efterspørgslen”, siger cheføkonom i Dansk Metal Thomas Søby.

I 2015 var der 598 medlemmer af Dansk Metal med en industriteknikerbaggrund, der trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Samme år blev der på landsplan kun uddannet 225 nye industriteknikere – et underskud på 373 alene i 2015. Siden 2011 har det gennemsnitlige årlige underskud ligget på 524 industriteknikere. For smede er det gennemsnitlige underskud på 66 og for værktøjsmagere drejer det sig om 25 personer – hvert eneste år.

”Det er absolut et kæmpe problem, når virksomhederne løber tør for nøglemedarbejdere. Det kan sætte produktionen i stå. Derfor er den trepartsaftale, der allerede er indgået om 10.000 flere praktikpladser, og de kommende trepartsforhandlinger, der netop sætter fokus på mere efteruddannelse, uhyre vigtige for, at vi sammen med arbejdsgiverne finder løsninger til at tilfredsstille efterspørgslen på kvalificeret arbejdskraft. Det er afgørende for den økonomiske vækst og for Danmarks muligheder for at have noget at leve af i fremtiden”, siger Thomas Søby.

I Dansk Metals A-kasser har man stor succes med at parre ledige medlemmer med virksomheder, der mangler arbejdskraft via Metal Jobservice. Ud over denne indsats har forbundet netop sat gang i arbejdet med Metal KarrierePlan, der skal gøre det nemmere for medlemmer at vælge relevant efter- og videreuddannelse inden for metalfagene.

”Vores faglærte grundstof skal løbende forædles. Det har altid været et kardinalpunkt i Dansk Metal, men det er vigtigere end nogensinde før, at vi har fokus på mere uddannelse i alle led i kæden”, siger Thomas Søby, der er cheføkonom i Dansk Metal.

Siden finanskrisen var værst er ledigheden blandt Dansk Metals medlemmer faldet med mere end 10 procentpoint. Ifølge beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil der mangle 30.000 faglærte inden for jern- og metalområdet i 2025.

NB: Ledighedstallene er sæsonkorrigerede

Cookie-indstillinger