Studerende udvikler fremtidens løsninger på FoodTech

Dette billede illustrere Studerende udvikler fremtidens løsninger på FoodTech

Ligesom i 2014 er FoodTech Challenge – sponsored by Damstahl igen en del af messeprogrammet, når FoodTech slår dørene op i MCH Messecenter Herning fra den 1.-3. november. Her arbejder 50 udvalgte studerende fra forskellige studieretninger i en international innovationskonkurrence, hvor de har tre dage til at udvikle den bedste forretningsmodel inden for fødevareområdet.
 
– FoodTech Challenge beviste i 2014 sit værd ved at tilføre de deltagende virksomheder betydelig viden på konkrete projektidéer, samtidig med at de studerende lærte at arbejde tværfagligt og ud fra en nyskabende forretningsmodel. Derfor er det helt naturligt, at vi har valgt at fortsætte succesen i 2016, siger John Jensen, projektleder i MCH.
 
Rent praktisk opdeles de 50 studerende i 10 teams, hvor hvert team får udleveret en case fra en opgavestiller. Årets opgavestillere er blandt branchens største og mest kendte virksomheder, og tæller blandt andre sidste års vinder DuPont samt Løgismose, AAK og KMC.
 
Udstillingsvindue til branchen
I løbet af de tre dage, som FoodTech-messen varer, bliver de 50 studerende indlogeret i en camp i hal C i MCH. Her skal de studerende bo, mens de under messen arbejder i hal M, hvor der er adgang til kontorfaciliteter, sparringspartnere og alt, hvad FoodTech kan byde på af viden og inspiration.
 
– Konkurrencen foregår på en messe, hvor hele branchen er samlet, og lige uden for døren har de inspiration, nyheder og nogle særdeles gode fysiske rammer. Vilkårene bliver ganske enkelt ikke meget bedre, siger Mads Kinch Clemmensen fra Foodjob Danmark, som står for rekrutteringen af de studerende, og fortsætter:
 
– FoodTech Challenge er tænkt som et udstillingsvindue for, hvad det vil sige at arbejde i fødevareindustrien, og hvad kan de studerende selv byde på i forhold til innovation og udvikling? Det er alt sammen spørgsmål som de studerende får større kendskab til i løbet af de tre dage i hallerne.
 
DuPont gentager succesen
FoodTech Student Challenge blev første gang afholdt i forbindelse med FoodTech i 2014, hvor 25 studerende over tre dage udviklede koncepter for fem virksomheder.
 
Det vindende team fra 2014 havde DuPont som opgavestiller, og her lød opgaven, at deltagerne skulle finde en løsning på, hvordan man kan bringe mælkebaserede fødevarer med et højt indhold af protein, vitaminer og mineraler ud til områder af verden, hvor adgang til mad, rent vand og nedkøling er begrænset.
 
Teamets løsning blev en vitamin- og probiotisk beriget blanding baseret på mælkepulver, som kan aktiveres og gøres spiselig ved at tilsætte vand fra en særlig plastflaske. Flasken kan foretage UV-filtrering og indeholder en lille karbonenhed, som sørger for at rense det snavsede vand, så det kan bruges som drikkevand. DuPont var også begejstrede for idéens potentiale over for kunderne, og de er derfor mere end klar til at deltage i FoodTech Student Challenge igen i år:
 
– Hos DuPont er vi yderst glade for endnu en gang at skulle deltage i FoodTech Student Challenge. Konkurrencen er en ekstremt attraktiv platform for at komme i kontakt med nogle af de bedste studerende i Skandinavien, og den giver os samtidig en god mulighed for at vise vores passion og engagement inden for fødevareinnovation, siger Niall Young, professor og seniorforsker hos DuPont Nutrition and Health og tilføjer:
 
– Det er en ren win-win situation for os at deltage i FoodTech Student Challenge. I 2014 havde vi det sjovt, og vi vandt, så vi er naturligvis klar igen.

Cookie-indstillinger