Krone Vinduer A/S styrker kapaciteten med opkøb

Med udgangspunkt i kvalitet, fleksible løsninger og højeste energiperformance på markedet har vinduesproducenten Krone Vinduer i Nordjylland oplevet en markant vækst. Et stærkt brand indenfor projektmarkedet med en række spændende referencebyggerier og lanceringen af kompositvinduet Ecliptica har også bidraget positivt til Krone Vinduers fremgang.

Fremgangen betyder nu, at produktionsforholdene på hjemmeadressen er blevet for trange, hvis de ambitiøse vækstplaner fortsat skal kunne føres ud i livet.

Hos Krone Vinduer udtaler administrerende direktør, Kaj Bundgaard: “Vi nærmer os kapacitetsgrænsen med vores nuværende produktionsforhold og har gennem længere tid overvejet nye tiltag. Med opkøbet af P.T.Vinduers produktion opnår vi nøjagtig den udvidelse vi har ledt efter. Vi overtager et moderne produktionsapparat og en kvalificeret medarbejderstab som fra dag et vil styrke vores muligheder i markedet.”

P.T.Vinduer er har gennem mange år produceret vinduer og døre i alle materialetyper og har således stor erfaring med fleksibel produktion i høj kvalitet. Der ligger derfor en viden hos de mange medarbejdere, som Krone Vinduer sammen med maskinparken nu drager nytte af. Faktisk er flere medarbejdere hos P.T.Vinduer tidligere ansatte hos Krone Vinduer og omvendt, så opkøbet sker forhåbentlig helt gnidningsfrit.

Tidligere på året fusionerede Vinduesgrossisten og P.T. Vinduer. Det betyder for P.T. Vinduer, a de nu har adresse sammen med Vinduesgrossisten i Svenstrup. For nuværende og fremtidige kunder betyder det, at de fortsat kan købe de samme kvalitetsprodukter og løsning, som P.T. Vinduer har leveret i over 40 år, samtidig med, at de kan nyde godt af et nyt og forbedret showroom.

Nils-Bo Riis-Jensen, partner P.T. Vinduer uddyber: “Med frasalget af produktionen kan vi nu koncentrere os om det, vi er bedst til, nemlig salg af døre og vinduer. Jeg er overbevist om, at vi med salget til Krone Vinduer har fundet den rette arvtager, som vil videreføre og udvikle produktionen som det oprindelig var tiltænkt.”
Opkøbet af produktionen ved P.T. Vinduer sker som et led i Krone Vinduers vækststrategi og medfører således produktion på de to fabrikker i Harken og Aabybro.

Krone Vinduer A/S er en 100% danskejet ordreproducerende vinduesfabrik, som i mere en 60 år har fremstillet vinduer og døre i højeste kvalitet. Krone Vinduer har gennem sparring med ledende arkitekter leveret facadeløsninger til anerkendte byggerier herhjemme og i udlandet. Krone Vinduer A/S ligger i Nordjylland og vil med denne handel beskæftige ca. 140 medarbejdere.

KRONE VINDUER A/S's Firmaprofil
Cookie-indstillinger