PCSYS – Usynlig chip beskytter demente

Chippen er tynd og kan syes i tøjet, uden bæreren bemærker
teknologien. Den nye chip kan vaskes og kræver ikke batteri. Det
giver helt nye anvendelsesmuligheder og er æstetisk og etisk, en
meget efterspurgt løsning.

Demente må ikke indespærres
I følge Alzheimerforeningen er der hvert år over 1000 svært demente
personer, som forvilder sig væk fra deres plejebolig. De kan ikke
finde hjem, og det er meget alvorligt for plejepersonalet. Det er
ulykkeligt for de pårørende, og det kan have livstruende følger for
den demente. Det er serviceloven, der foreskriver, at det ikke er
tilladt at indespærre demente personer, og derfor skal udgangsdøren
stå åben.
“I samarbejde med IT firmaet PCSYS er vi i en testfase, hvor vi syr
RFID-tags i tøjet på udvalgte personer. Hvis den demente går mod
udgangsdøren læses chippen og døren låses automatisk i ca. 30
sekunder. Hvis det alligevel sker, at den demente forlader
afdelingen, f.eks. ved hjælp af andre beboere, findes der en læser
på den anden side af døren, der sender en alarm til en App på
personalets smartphones”, fortæller Richard Nørskov, der er teknisk
konsulent for Demens Centrum Aarhus.
Den demente får syet chips ind i alle trøjer og overdele. Således
kan de opsatte antenner i bygningen let identificere, om det er en
person, der må forlade området eller ej. Teknologien anvendes også
til at sikre, at de rette personer kan komme ind i deres respektive
boliger, og ikke kommer til at gå ind i en forkert bolig. Systemet
kan låse en enkelt dør eller give den demente adgang til
fællesarealer eller større udendørsområder.

Tryghedsteknologi og æstetik
“De nye chips er en æstetisk løsning. Man kan ikke se på den
demente, at vedkommende er sikret, idet vedkommende ikke, som i
ældre systemer, skal bære et armbånd eller halskæde. Det betyder
også, at den demente ikke har et fremmedelement på sig, som de kan
finde på at fjerne, da det gør dem forvirrede. Vores test skal
bevise, at det nye system er sikkert. Det betyder, at de chips der
er i beklædningen, bliver læst hver gang. Foreløbigt ser det
positivt ud”, beretter Richard Nørskov.

Der er etableret et 12 ugers forsøgsprojekt med udvalgte
personer samt personale for at teste systemet. Testen er igangsat
medio december og løber frem til medio marts.
“Det er en meget lovende løsning. Et eventstyret system der
opsamler, behandler og videredirigerer meldinger om hændelser til
den rette mobile enhed, f.eks. en smartphone. Her får kommunen et
system, der sparer medarbejdere tid og sikrer, at borgeren er tryg
i plejeboligen. Det er en samlet løsning for plejeboligerne, hvori
man kan lave individuelle løsninger til hver enkelt borger og
samtidig give medarbejderne ét redskab, der samler melding om alle
hændelser på ét sted”, fortæller Richard Nørskov.

Der er både teknologiske og etiske forhold, der er vigtige, når
man indfører en såkaldt tryghedsteknologi. Det drejer sig ikke om
at spore personer, men om at have omsorg for den demente, som
undgår at havne i en ulykkelig situation. Denne løsning er næsten
usynlig, og der er ikke nogle fysiske indgreb eller store gener ved
at bære en chip i tøjet. Derfor balancerer denne løsning præcist
imellem de love, der beskytter mennesker mod overgreb og det
moralske ansvar, vi har over for personer med demens.

Cookie-indstillinger