FRI – STATE OF THE NATION

FRI har igangsat “State of the Nation 2016” med lancering på
FRI’s Årsmøde den 3. marts
– en rapport der vurderer tilstanden af 12
infrastrukturområder.

Hvor slidte er de kommunale veje? Hvordan står det til med vores
havne? Hvad kræver det, hvis vores kloaksystem skal klare de mange
skybrud, som Danmark vil få i fremtiden? Det og meget mere vil
Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI’s State of the
Nation-analyse, der gennemgår 12 infrastrukturområder, give svaret
på, når den udkommer i slutningen af februar.
FRI håber på, at politikere, embedsmænd, erhvervsfolk og forskere
vil bruge rapporten til at diskutere, hvordan Danmarks fremtidige
infrastruktur skal være.

“I en tid, hvor pengene til infrastruktur er få, er det særligt
vigtigt at have veldokumenteret viden om tilstanden af fx veje og
kloakker, så politikere og andre beslutningstagere kan diskutere og
prioritere, hvor behovene for vedligehold er størst. Spørgsmål som
– Er der er nogen infrastrukturområder, der er vigtigere end andre?
Og: Hvad sker der, hvis vi ikke gør noget? – er emner, som FRI
gerne vil sætte på dagsordenen med State of the Nation”, siger
FRI-direktør Henrik Garver.

I forhold til de to rapporter, der udkom i hhv. 2008 og 2012,
vil der være to nyskabelser. State of the Nation-analysen vil for
hver sektor indeholde et bud på scenarier: Hvad betyder det, hvis
investeringsniveauet enten reduceres eller øges i forhold til det
planlagte niveau? Derudover vil rapporten belyse konsekvenserne af
klimaforandringer i forhold til at fastholde værdien af
infrastrukturen.

“Klimaforandringerne betyder mere ekstremvejr, som ikke blot vil
slide på kloakkerne, men også have betydning for tilstanden af
veje, bygninger, broer, jernbaner mv. Klimaforandringerne får også
betydning for, hvordan vi i fremtiden skal bygge og anlægge
bygninger og veje, hvis de skal holde til det voldsommere vejr, vi
kan forvente i fremtiden”, siger Henrik Garver.

Analysens resultater vil blive præsenteret på FRI’s Årsmøde den
3. marts, hvor transport- og bygningsminister Hans Christian
Schmidt har sagt ja til at være keynote speaker.

Cookie-indstillinger