Danske Maritime – Endnu et maritimt år med vækst

2015 var året, hvor danskerne gik til valg og fik en ny
regering. Senere på året sagde danskerne med klar røst nej tak til
en afskaffelse af retsforbeholdet. De trodsede broderparten af
Christiansborg og mange danske organisationer. Det er ægte
demokrati, hvor folkets stemme bliver hørt og respekteret. Lige
meget om man var til et ja eller nej, må man være stolt af, at det
er demokratiets stemme, som bestemmer.

2015 var også året, hvor verden blev udsat for et stigende antal
terrorangreb. I januar blev 13 mennesker dræbt og en række personer
såret, da to væbnede personer angreb det franske satiremagasin
Charlie Hebdo. I februar blev København ramt, og senest i november
blev 130 personer dræbt i Paris. Verden er i krig mod terrorisme og
manglende demokrati.

2015 blev året, hvor også markedet gik af lave og bød på
historisk lave oliepriser og negative indlånsrenter. Den globale
vækst ligger fortsat på et lavt niveau og verdens vækstlokomotiver
har sat farten ned. Markedet vil ikke rigtig komme sig over
finanskrisen.

Det er kedeligt, at man i forbindelse med klimatopmødet ikke
anerkendte behovet for en international klimapolitik for
transporterhvervene. Især i betragtning af, at det vil være den
mest effektive måde at reducere verdens CO2 -udslip. Vi håber, at
2016 vil være året, hvor politikere internationalt vil ændre på
denne forfejlede klimapolitik!

Positiv forventning til 2016
Alligevel går vi ind i 2016 med positiv forventning. Det bliver et
hårdt år for mange. Landene omkring os ruster sig til at klare de
magre år, så de kan komme ud på den anden side konsoliderede og
stærke til at gribe den vækst, som uvægerligt vil komme, også for
den maritime sektor.

Ifølge Clarkson Research vil markedet vende og væksten komme
langsomt i 2016. Generelt vil flådens vækst ske med samme
vækstrater som den økonomiske vækst. På den anden side er verdens
flåde historisk stor, og det er derfor vigtigt at anerkende, at der
er et stigende behov for at kunne tilbyde sine kunder en
konkurrencedygtig servicering af udstyr og komponenter på
skibene.

Det maritime marked er på vej gennem en omstilling. Der vil
blive brug for øget teknisk servicering af skibene, og den skal de
danske værfter og leverandører have mulighed for at byde på. Det
skal derfor gøres billigere at tage ud til skibene. At
‘servitizere’ produkterne ude i verden vil være til gavn for Det
Blå Danmark og ikke mindst vækst og beskæftigelse i Danmark.

Maritim industri fastholder beskæftigelse
Søfartsstyrelsen har netop udgivet en rapport om vækst og
beskæftigelse i Det Blå Danmark. Det er værd at hæfte sig ved, at
den maritime industri har fastholdt beskæftigelsen med 43.000
medarbejdere og samtidig haft vækst i produktionen og en
produktivitetsfaktor på 6,5 procent, hvilket er betragteligt bedre
end det øvrige Danmark, som ligger på omkring 1,2 procent, og
bidrager med en bruttoværditilvækst på 33 milliarder kroner. Det er
derfor værd at styrke den maritime industri. Det kommer retur til
Danmark i form af vækst og beskæftigelse.

Ser frem til vækstteam
I Danmark ser vi frem til, at regeringens lovede vækstteam for Det
Blå Danmark sættes i gang, og at man får skabt nogle
rammebetingelser for erhvervet, som både kan understøtte erhvervet
i de kommende år og sikre, at den globale maritime vækst, som vi
ved kommer, også vil komme danske maritime virksomheder til
gavn.
Foreningen og vores medlemmer vil se frem til dialogen og vil glæde
os til at bidrage og spille aktivt med for at få et konstruktivt
resultat. Der skal handles nu, så vi ikke sidder med hænderne i
skødet, medens landene omkring os styrker deres rammebetingelser
for de maritime erhverv.

God jul og godt nytår
Jeg håber, at I alle må få en dejlig jul og godt nytår. Vi vil
glæde os til samarbejde med alle om et styrket maritimt Danmark

Cookie-indstillinger