Kom til housewarming hos Danske Maritime den 14. april

Dette billede illustrere Kom til housewarming hos Danske Maritime den 14. april

Danske Maritime vil gerne byde velkommen i vores nye lokaler på
Amaliegade 14, 1. sal. Vi slår dørene op til housewarming tirsdag
den 14. april 2015 mellem kl. 14:00-16:30.

Vi byder på lidt til ganen og maven, og vi håber at se mange
medlemmer, samarbejdspartnere og gamle venner af Foreningen til et
par hyggelige timer.

Vejen til denne housewarming har været noget lang og
omstændelig. Flytningen gik meget rask og fint, men lige som vi
havde fået det meste på plads, fik vi lov at mærke, at store
mængder regnvand og et ægte Frederiksstadshus fra 1753 ikke altid
går helt i spænd. Vandet væltede ind ad et defekt vindue, et gulv
måtte brækkes op, tørring skulle til og et nyt gulv lægges efter
særligt sjældent mønster. Nu er vi så endelig blevet herrer i vores
egne lokaler omgivet af mange fine kontorer, tæt på styrelser og
organisationer, blot et stenkast fra Amalienborg.

Når vi valgte at flytte fra Amaliegade 33, skyldes det først og
fremmest et behov for mere plads. En tredobling af medlemsskaren
inden for de seneste år har givet mulighed for at hente yderligere
ressourcer ind i Foreningen, der kan arbejde for de danske maritime
interesser.

Kommer du i bil til vores housewarming, så se et kort her for at
få et par ideer til mulige steder i nærheden at stille den fra sig.
Bemærk at også Københavns Kommune har opdaget problemerne med store
regnmængder, så de bruger 2015 på at grave Sankt Annæ Plads op, for
at skabe skybrudssikring og give et løft til den gamle plads, men
det betyder, at stort set al parkering der er suspenderet.

På glædeligt gensyn den 14. april!

Med venlig hilsen Jenny Braat

N.B. Hvis du skulle ønske at begave Foreningen,
har vi da opdaget, at de nye lokaler, og de aktiviteter de
befordrer, har givet anledning til nye behov og ønsker. En
ønskeseddel kan indhentes hos Anne Holst på
ah@danskemaritime.dk

Cookie-indstillinger